Karise er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Karise er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
KORSØR: Råbte og kastede med flaske
Politiet fik torsdag klokken 11.39 en anmeldelse om, at en kvinde var noget højtråbende og optrådte utryghedsskabende uden for Lidl på Motalavej i Korsør. Kvinden havde tilsyneladende været oppe at skændes med en ekskæreste, og i frustration kastede hun en flaske efter ham – som dog ramte en bil i stedet. Det var en 39-årig kvinde fra Korsør, og hun blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
NYKØBING: Fuppede sig til oplysninger i telefonen
Et ældre ægtepar – denne gang fra Nykøbing – blev onsdag eftermiddag ringet op af Victor Hansen, som fortalte, at han var betjent og efterforskede en sag om tyveri fra parrets bankkonti. På telefon stod telefonnummeret til Midt- og Vestsjællands Politi, og for at sandsynliggøre historien yderligere, blev parret ringet op fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi – eller det var i hvert fald det nummer, der stod på telefonen. Under samtalen lykkedes det at få lusket flere personlige oplysninger – blandt andet om kort og NemID – ud af parret. Imidlertid fattede en pårørende mistanke og fik bekræftet, at der var tale om en lurvet fupmager. Deres konti blev straks spærret, og sagen efterforskes nu som en sag om uberettiget anvendelse af betalingskort.
Men det giver også anledning til at gentage, at hverken politiet, banker eller Nets ringer til folk og beder om oplysninger om betalingskort, NemID eller lignende personlige informationer. Derfor skal man altid være ekstra på vagt, hvis det sker, og i givet fald afvise den pågældende og selv tjekke op med politiets servicecenter, om der er tale om en reel henvendelse. Del gerne denne historie og advarsel med familiemedlemmer, der er mindre digitalt velbevandrede.
SLAGELSE: Stjal energidrik til 6,95 kroner
Torsdag klokken 15.15 fik politiet en anmeldelse om, at personalet i Netto på Skovvejen i Slagelse havde tilbageholdt en kunde, der var gået gennem kassen uden at betale for en energidrik til 6,95 ktonrt, som han havde stoppet i lommen. Den pågældende var i første omgang ikke indstillet på at tale med personalet om sagen, og forsøgte at løbe væk, men han blev indhentet og fastholdt, indtil politiet kort efter ankom. Det var en ung mand, som først fortalte politibetjentene, at han var 14 år gammel, men det viste sig at være en sandhed med modifikationer. Det var en 17-årig fyr fra Dalmose, og han blev anholdt klokken 15.13 og taget med til politistationen i Slagelse. Han blev sigtet for butikstyveri og fordi han ikke gav de rigtige oplysninger om sin fødselsdag, blev han også sigtet for overtrædelse af retsplejeloven. De sociale myndigheder blev underrettet, inden han blev løsladt igen klokken 16.50.
NÆSTVED: Havde hardballpistol – eftersøgt til fogedretten
Torsdag klokken 20.56 fik politiet en anmeldelse om, at der gik to mænd på Nygårdsvej i Næstved, og den ene havde en pistol i bukselinningen. Det var en 46-årig mand fra Næstved, som havde en hardballpistol med sig, men han havde hverken truet med den eller vist den frem. Han var sammen med en 35-årig mand uden fast bopæl, som viste sig at være efterlyst til fogedretten. Han blev derfor anholdt og fredag morgen bliver han overført til fogedretten.
NÆSTVED: Tog den venstre om helleanlæg
En 21-årig mand fra Næstved kan nu vente en bøde og formentlig et klip i kørekortet. Fredag klokken 0.40 kørte han sammen med en kammerat i bil ad Havnegade mod nord, og i krydset ved Kanalvej, kørte han ud over spærrefladen og venstre om helleanlægget for at dreje til venstre ad Kanalvej. Imidlertid kørte der en politibil bagved, hvilket den 21-årige nok ikke var klar over. Politibetjentene standsede den 21-årige længere ude ad Kanalvej. Han blev sigtet for de to færdselsforseelser, og hans kørekort blev ombyttet til et midlertidigt, mens sagsbehandlingen er i gang.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
Mern | Solbærvej | Hus | Torsdag klokken 06.40 – 15.50 | Bærbar computer, iPad, højttalere, smykker og kontanter |
Præstø | Gernersvej | Hus | Torsdag klokken 04.30 – 14.00 | Lenovo bærbar computer, smykker og kontanter |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Fjenneslev | Ringstedvej | Torsdag klokken 14.54 | Hastighedskontrol med laser – seks bilister sigtet for at køre for hurtigt i 60 km-toner, hvilket medførte et klip i kørekortet. Højeste målte hastighed 94 km/t. |
Mern | Mern by | Torsdag klokken 17.52 – 18.57 | Uopmærksomhedskontrol – 6 køretøjer standset, følgende sager blev skrevet på to knallertfører: 2 sager om manglende ansvarsforsikring, 1 sag om kørsel uden styrthjelm under kørslen, 2 sager om manglende registrering, 1 sag om kørsel uden førerret, 1 sag om en ulovlig knallert og 1 sag for ikke efterkommet politiets anvisninger om at standse |
Præstø | Ukendt | Torsdag klokken 20.30 – 23.00 | Uopmærksomhedskontrol – 12 køretøjer standset, en sigtet for at køre traktor uden "traktortrekant" og en sigtet for manglende lejekontrakt for udlejningsbil |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Karise | Køgevej | Torsdag klokken 16.49 – 19.49 | ATK | 214 | 40 | 50 km/t | 112 km/t | 7 klip og 1 betinget frakendelse |
Rønnede | Faxevej | Torsdag klokken 14.09 – 16.10 | ATK | 622 | 53 | 60 km/t | 87 km/t | 3 klip |
Slagelse | Vestre Ringvej | Torsdag klokken 07.36 – 13.45 | ATK | 1793 | 15 | 50 km/t | 65 km/t | - |
Stokkemarke | Højrebyvej | Torsdag klokken 05.46 – 12.05 | ATK | 813 | 18 | 80 km/t | 135 km/t | 1 betinget frakendelse |
Vordingborg | Sydmotorvejen | Torsdag klokken 07.37 – 13.45 | ATK | 3320 | 100 | 90 km/t | 155 km/t | 18 klip og 1 betinget frakendelse |
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset en enkelt påvirket trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Næstved | Vættehøjen | Fredag klokken 04.25 | 21-årig mand – ukendt adresse | Narkokørsel, og da der også blev fundet tre poser med i alt 1,5 gram kokain, blev den 21-årige også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer |